Se billederne: Virksomhed stod i brand hele natten
Røgen fra branden i Stilling kunne ses i det meste af Østjylland tirsdag aften. Onsdag er der gang i efterslukningen.
Tirsdag aften brød en kraftig brand ud i virksomheden Sports Backup på Niels Bohrs Vej i Stilling, og mørkegrå, tyk røg kunne ses på mange kilometers afstand.
Flere end 20 køretøjer fra forskellige brandstationer har været sat ind i kampen mod flammerne, og onsdag er der gang i efterslukningen, mens man venter på kraner, der skal skille den sammenstyrtede bygning fra hinanden.
Brandfolkene tanker energi med rundstykker, rullepølse, kaffe og varm solbærsaft, imens teknikere fra Østjyllands Politi går rundt og ser på brandtomten sammen med mænd fra Østjyllands Brandvæsen og en mand, der er ansvarlig for bygningerne i området.
Der skal laves en plan for, hvad der skal ske nu.
- Der er nogle små glødebrande derinde, som vi går og slukker på. Vi skal have flyttet alt det, der er styrtet sammen, så vi kan blive færdige. Lige nu kan vi ikke sende folk ind af risiko for mere sammenstyrtning, siger indsatsleder Anders Fonnesbæk Kristensen fra Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland.
Der hænger en lugt af røg og brændt plastik over Niels Bohrs Vej.
Branden blev isoleret til Niels Bohrs Vej nummer 36, hvor grossistvirksomheden Sports Backup lejer sig ind. De sælger golfudstyr og har gjort det i årtier. Den nuværende ejer Peter Kasper De Neergaard sagde tidligere onsdag til TV2 Østjylland, at det meste i bygningen er brændt.
- Det har været voldsomt, og det er også derfor, taget styrtede sammen. Heldigvis lykkedes det os at redde administrationsbygningen, ligesom ingen af bygningerne ved siden af har taget skade, siger Anders Fonnesbæk Kristensen.
Kunne ses i Ebeltoft og Silkeborg
På flere Facebook-sider kan man se, at folk i det meste af Østjylland har kunnet se røgsøjlen.
Borgere helt i Horsens, Silkeborg og Ebeltoft har meldt ind med, at de kunne se den massive røgsøjle tirsdag aften, og brandvæsenet fortæller da også, at branden var lidt af et tilløbsstykke.
Onsdag formiddag kører der stadig flere biler forbi med nysgerrige bilister, der lige skal ud og se, hvad der sker.
Mandskab fra Beredskabsstyrelsen i Haderslev er ankommet med en lastbil, som med en greb skiller bygningen ad bid for bid, og imens står nogle af de ansatte, der skulle have været på arbejde i dag, og kigger på. Ingen af dem ønsker at udtale sig i medierne.
Den mand, der er ansvarlig for bygningen, og som heller ikke vil have sit navn frem, siger, at lige nu handler det om at danne sig et overblik og lade specialisterne få arbejdsro, og så pointerer han, at der altså ikke er tale om en emballagevirksomhed, da det er flere år siden, sådan én havde hjemme på adressen.
Vi har samlet nogen af de mange billeder, der er sendt ind til TV2 Østjylland i et galleri herunder: